Her er jeg (t.v.) på et møde i går sammen med min kollega Christina (t.h) og en konference-telefon (i midten) med vores kollega Irina fra Bukarest indeni. Ja, vi er faktisk tre! Vi skulle - meget á propos mine blog-overvejelser her - diskutere et delvist virtuelt koncept for at uddanne sælgere i flere lande i et produkt.
Jeg gav den gas med motiverende og læringsforstærkende interventioner med web 2.0-værktøjer både før og efter et større planlagt F2F-seminar. Også en proces for videndeling mellem sælgerne i den første salgsfase fik vi defineret.
Der var kun forståelse og opbakning at hente hos de to kolleger, så det var jo oplagt at spørge dem, hvorfor vi egentlig så i praksis døjer at få udstrakt vores læreprocesser ordentlig ud i tid og udnyttet de teknologiske muligheder for at distribuere dem også. Ud fra deres svar vil jeg hævde, at i hvert fald følgende faktorer på spil:
1. Vores projektopfattelse, som jeg vil betegne som en klassisk Mål-Fase-Plan-model: Mål og delmål sættes og brydes ned i aktiviteter sluttende med en levering - af produktet til markedet og dermed af uddannelsen.
2. Den inhærente læringsopfattelse i denne model og dermed i konteksten om projektet bliver nemt, at en læreproces er lige en undervisningsaktivitet og finder sted som et nedslag og ikke som en løbende proces også i praksis.
3. Organisatoriske rammebetingelser: Tid! Tidspres fra nye projekter lægger pres på andre projekter, når den store levering er ovre, f.eks. når et produkt er kommet på markedet. Men læringen, især den distribuerede, tager jo netop fart der i f.eks. i en produktlancering i månederne efter. Dér kommer erfaringerne fra produktet i sin kontekst (markedet) og den viden, sælgerne har, udvikler sig hele tiden. Men tro mig. Det kræver overtalelse at få en fod indenfor i den fase for at påvirke eller facilitere noget.
Hvordan mon vi i vores trekløver forbereder organisationen bedst på det kommende "udstrakte"
uddannelsesforløb, så det kommer til at glide uden modstand?
PS: Billedet og indholdet gengivet med tilladelse fra Christina og Irina...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar